Guide til gå-selv vandreture

Guide til 3-dages vandretur på Hærvejen

Viborg til Engesvang

I påsken 2026 gik min kæreste og jeg turen på hærvejen fra Viborg til Engesvang. Det var en skøn meget varieret rute på 18-20 km hver dag, og gode steder at overnatte indendørs.

Rigtig mange har efterspurgt information om turen, og derfor har jeg lavet denne lille guide. 


Her kommer først min personlige beretning, og så har jeg brugt AI til at sætte det op i en mere overskuelig punktform sidst i dokumentet.

Forberedelse:

Download appen "Hærvejen" på din telefon. Den er virkelig god at have med. Du går ind og vælger vandring og så viser den ruten og præcist hvor du er. På den måde kan du hele tiden holde øje med om du er på rette vej, hvis du skulle blive i tvivl undervejs.

Ruten er rigtig godt skiltet med en masse skilte og pile, og det var kun meget få gange vi brugte Hærvejs appen for lige at tjekke, om vi nu var på rette vej.

Vi brugte den også når vi på forskellige steder forlod ruten, og gik hen til et overnatningssted, museum eller andet på vejen. Så var det rart at vi nemt kunne finde tilbage på ruten.

Dag 1 - Viborg til Dollerup

18 km

Start med et besøg i Viborg Domkirke. Det er en flot kirke, som viser forskellige ting omkring pilgrims-vandring. Ruten fra Viborg starter her. Tjek startstedet på appen. Følg skiltene med hærvejs-ikonet gennem byen. Ta' evt. en god kop kaffe med i hånden fra en af de mange cafeer du går forbi på din vej, og evt. en frokost sandwich 😊

Vi holdt første pause efter ca. 45 minutter hvis vi var nået ud til Meny i Viborg, hvor vi købte lidt snacks og frugt til dagens tur, og købte ind til aftensmad.

Vi fulgte ruten gennem først nåleskov og så egeskov med flotte gamle krogede træer, og nåede ud til området ved Hald Hovedgaard, hvor der er udsigt over Hald Sø.

Frokost sted:

Vi hold frokostpause ved Hald Hovedgaard. Her er borde-bænke sæt både i det fri og overdækket, gode toiletfaciliteter, og en meget flot udstilling som det er gratis at besøge. Det er også et vandreherberg, hvor det er muligt at overnatte. For at nå stedet kræver det at man går ca. 500 meter fra ruten, men det er det hele værd. Et rigtig godt frokoststed. Og det er nemt at finde. Det kan ses oppe fra ruten, inden man krydser vejen over til Hald Sø.

Ruter går herefter ned langs Hald Sø, hvor man går meget tæt på vandet på smalle stier. Det er en utrolig smuk rute. Inden I når søen kommer I forbi både Niels Bugges Kro, og en meget fin børne legeplads, som ligger oppe ad bakken fra Niels Bugges Kro.

Herefter følger I ruten og kommer op til en storslået udsigt over Hals Sø.

Kaffepause:

Dollerup Ishus ligger på ruten, og her skal vi altid ha' kaffe og vafler med is.. mums 😊

Ishusets åbningstid kan tjekkes på Facebook. Mener de er åbne alle weekender i sommerhalvåret, i påsken og andre helligdage.

Fra Dollerup Ishus til Dollerup by er det kun en kort gåtur. Ruten går gennem Dollerup og det var her vi overnattede.

Overnatning:

Hasselgren B&B. Dollerupvej 178, 8800 Viborg.

Her er tre lejligheder, som kan bookes, og en flot tøj butik. Det er et rigtig fint, hyggeligt sted og meget veludstyret med køkken hvor vi lavede mad.

Dag 2 – Dollerup til Nørre Knudstrup

19 – 21 km

Vi bestilte morgenmad. Det var fint og så meget at vi kunne lave en madpakke.

Vi gik ca. 100 meter tilbage til ruten og fortsatte til Skelhøje. Her er der en købmand, og vi tankede op med snaks og frugt til dagens tur.

Vi fulgte skiltede ud af byen og gik de næste timer på grusveje med marker på begge sider, gennem skove og plantager, og valgte at spise frokost på en træstamme inde midt i skoven. Vi kom forbi et sted med en pil op til et shelter, hvor vi kunne spise frokost, men vi valgte at fortsætte og dermed blive på ruten. Allerede ved 14 tiden var vi der hvor ruten går forbi Thorning. Vi valgte at forlade hærvejen, og gik ca. 2 km på en vej til selve byen Thorning.

Her besøgte vi Sten Stensens Blicher museet, og fik serveret kaffe og småkager i den fine gamle kaffestue på museet. Museet ligger over kirken hvor Sten Stensen Blicher var præst i en årerække. Her ligger også endnu et hærvejs vandreherberg hvor det er muligt at overnatte på sovesal.

Vi gik forbi den lokale Købmand i Thorning og købte ind til aftensmad, og så 2 km videre til Nørre Knudstrup, hvor vi havde booket overnatning.

Overnatning:

Døssinghus ferielejligheder ligger midt i landsbyen. Adressen er Thybovej 2A, 8620 Knudstrup. Vi overnattede i en lille lejlighed med plads til 2 personer. Fint udstyret med hvad der er brug for med køkken, og soveværelse, og toilet og bad på trappen. Det var simpelt, men fungere rigtig fint og var rent.

Alternativ overnatning: hvor man kommer forbi et fint grønt område med shelter, bålplads, madpakke hus. Hvor det også er muligt at overnatte.

Dag 3 – Nørre Knudstrup til Engesvang st.

18-20 km

V startede fra lejligheden midt i Nørre Knudstrup og gik ca. 1 km mod syd ud af byen ned til en Cirkle K tankstation med stort udvalg af kaffe og morgenbrød, og et fint cafeområde. Vi spiste morgenmad her og købte smørrebrød i madpakke og snacks med til turen.

Med hjælp fra Hærvejs appen, fandt vi tilbage på hærvejs ruten og fortsatte gennem plantage, heder, og skove. På vejen passerede vi 2 primitive toiletbygninger i skoven, med tilhørende shelter eller telt plads.

Frokostpausen holdt vi på Christianshøj Shelterplads med bord-bænke sæt. Der er to pladser som de ligger et stykke efter man har krydset Aalborgvej, og er lige på ruten.

Da vi nærmede os Bølling Sø, valgte vi at gå fra hærvejs ruten lidt nord for Oldtidsmuseet i Stenholt Skov. , og brugte hærvejs appen til at finde Oldtidsmuseet, men det kan også findes feks. på google maps. Vi gik ned til Museet, som var lukket, og derfra langs x sø på en rute direkte ud til Bølling Sø. Her drejede vi til højre og fulgte vejen til Engesvang by, forbi en fin udsigts p-plads med fine toiletforhold og et fint madpakkehus. Vi forbi købmanden i Engesvang og hen på stationen for at ta' toget direkte tilbage til Århus. Vi ledte efter en bager/cafe eller lign. i Engesvang, men fandt ikke noget. Der kan dog købes kage Købmanden leveret fra Lagkagehuset.

Generelt

Vi var to afsted og vores kilometertællere var ikke enige om antal af km vi havde gået. Derfor står der i beskrivelsen f.eks. 18-20 km, hvor den ene viste 18 og den anden 20 km.

Sværhedsgrad: Vi er hyggevandrere som tager os god tid og stopper op mange gange for at nyde udsigten, tage billeder, læse beskrivelser på tavler etc. Og vi elsker god kaffe og kage på turen, hvis vi kan finde det 😊

Ja, vi kunne godt mærke om i fødder og ben at vi havde gået 18-20 km når vi kom til aftenen. Ruten beskrevet ovenfor er de fleste steder ret flad, på skovstier, grusveje og en lille smule på asfalt. Der er nogle få kraftige stigninger, men alt i alt en ok nem rute.

Vi startede alle dage ved 9-10 tiden og var frem ved vores overnatningsted/tog sidste dag, ved 17 tiden.

Jeg håber denne guide kan gøre det nemmere for dig at planlægge din tur og komme afsted. God vandretur 😊

Guiden er lavet af Marie Bøcker Pedersen

Jeg laver også guidede vandreture som du kan se på facebooksiden: walkyourway

eller her på hjemmesiden: walkyourway.dk

🥾 Hærvejen: Fra Viborg til Engesvang

En 3-dages vandreguide

Denne rute fører dig gennem noget af Midtjyllands smukkeste natur – fra de kuperede bakker ved Hald Sø til de store plantager med tæt fyrskov, og åbne vidder på Grathe Hede. Ruten er flad og tilgængelig, men med enkelte stigninger, der giver sved på panden og belønning i form af smuk udsigt.

  • Distance: Ca. 55-60 km i alt
  • Varighed: 3 dage
  • Sværhedsgrad: Let/Moderat
  • Terræn: Skovstier, grusveje og lidt asfalt.

📱 Inden du starter: Digital hjælp i lommen

Det er essentielt at downloade appen "Hærvejen".

  • Hvorfor: Den viser din præcise GPS-position på ruten.
  • Tip: Selvom ruten er utrolig godt skiltet med hærvejs-ikoner, er appen guld værd, når du forlader stien for at finde overnatning, indkøbsmuligheder eller museer.

📍 Dag 1: Viborg Domkirke til Dollerup

Distance: Ca. 18 -20 km

Dagens højdepunkter:

  • Start: Viborg Domkirke. En smuk ramme om pilgrimsvandringens historie. Husk en "to-go" kaffe og frokost-sandwich fra en af byens caféer.
  • Natur: Ruten går gennem varieret nåle- og egeskov med flotte, krogede træer.
  • Hald Sø: Et af Danmarks smukkeste søområder.

Pauser & Mad:

  • Indkøb: Meny/Lidl i Viborg (efter ca. 45 min) er sidste chance for snacks og aftensmad.
  • Frokost: Hald Hovedgaard (500m fra ruten). Her er borde, bænke, toiletter og en gratis udstilling.
  • Kaffepause: Dollerup Ishus. Tjek deres Facebook for åbningstider (er vist åbent hele sommerhalvåret weekender/helligdage).

🏠 Overnatning: Hasselgren B&B i Dollerup. Hyggelige lejligheder med køkken og plads til 2- 6 personer).

📍 Dag 2: Dollerup til Nørre Knudstrup

Distance: Ca. 19 – 21 km

Dagens højdepunkter:

  • Skelhøje: Gå via ruten til Skelhøje, hvor den lokale købmand er perfekt til opfyldning af depoterne.
  • Kultur: Steen Stensen Blicher Museet i Thorning. (kræver en afstikker på 2 km). Nyd kaffe og småkager i den historiske kaffestue.

Pauser & Mad:

  • Frokost: Nyd medbragt madpakke på en træstamme i skoven, eller find shelterpladsen før Thorning.
  • Aftensmad: Køb ind hos købmanden i Thorning, før du går de sidste 2 km til overnatningen.

🏠 Overnatning: Døssinghus ferielejligheder i Nørre Knudstrup. Simpelt, rent og velfungerende, hvis der ikke er plads så prøv hos Knudstrup Kro.

📍 Dag 3: Nørre Knudstrup til Engesvang

Distance: Ca. 18 – 20 km

Dagens højdepunkter:

  • Natur: Ruten går gennem vild hede, plantager og dybe skove.
  • Bølling Sø: En fantastisk afslutning på turen med rigt fugleliv.
  • Oldtidsmuseet: Ligger i Stenholt Skov (tjek åbningstider)

Pauser & Mad:

  • Morgenmad og køb af frokost: Circle K i Nørre Knudstrup (1 km syd for byen). Stort udvalg af kaffe, morgenbrød, sandwich og færdige madpakker.
  • Frokost: på Christianshøj Shelterplads. Ligger direkte på ruten med gode faciliteter.
  • Mål: Engesvang Station. Herfra kører toget direkte mod f.eks. Aarhus.

💡 Generelle tips til turen

  • Udstyr: Gode vandresko er vigtige. Selvom ruten er flad, kan de 20 km mærkes i fødderne sidst på dagen.
  • Tempo: Vi startede kl. 09-10 og var fremme ca. kl. 17. Vi havde masser af pauser på vejen. med
  • Kilometer: Vær forberedt på skridttællerne aldrig er helt enige, så derfor skriver jeg ca. 18-20 km.

Rigtig god tur på Hærvejen! 🥾🌿